logo

Trine Bach Keramik


– Værket Mycelium fra udstillingen Laboratorium.

Inspiration

Her på siden kan du se nogle af mine arbejder og læse om mit keramiske virke. Jeg inspireret af naturens sten og skaller og hvad mit øje møder i hverdagen og på rejser. Jeg er optaget af lerets mange muligheder: Det fine porcelæn, med sin gennemskinnelighed og de grovere ler-typer der kalder på kraftige former, men som alligevel kan forvandles til tynde sarte skåle.

Mine tre hovedområder

Jeg arbejder med ting inden for tre hovedområder som er Design & Brugsting, Modellerede Skåle, og Æsker & Figurer. Du kan læse en nærmere beskrivelse af de tre områder nedenfor og se mange eksempler fra hvert område under Gallerier.

Design & Brugsting

brugsting16Mine brugsting er drejet i porcelæn. Jeg bryder den runde form ved at bøje og trykke leret.

Jeg laver både ting til hverdagsbrug og ting som bruges til dekoration. I den mere funktionelle kategori findes kopper, æggebægere, flasker, skåle, fade og kander. I den mere dekorative kategori findes bl.a. vaser og lys-kugler.

Siden jeg var under uddannelse som pottemager, har jeg været optaget af at dreje leret tyndt. Det betyder at genstandene bliver semi-transparente og at lyset skinner igennem dem. Denne egenskab betyder at tingene altid er i forandring, og i forbindelse med lys-kuglerne bidrager det til at forstærke stearinlysets varme skær.

Alle mine brugsting kan tåle at gå i opvaskemaskinen.

Se flere billeder under Gallerier.

 

Modellerede skåle og former

mod_skaale38Mine skåle og skaller er lavet i porcelæn og modelleret i hånden og bruges primært til dekoration. Nogle af dem har mønstre fra naturen – f.eks. fjer, kviste eller fodspor – mens andre er mere enkle og kun indeholder et strejf af en farve.

Mine skåle er inspirerede af den lethed og styrke man oplever i havets muslingeskaller. Særligt dem der er slidt af havet og sandet. Men også øjeblikket hvor fuglen lander og letter på havet, fanger mit blik og føres over i mine former.

De utraditionelle og organiske former giver mange spændende overgange mellem lys og skygge. Det særlige ved de modellerede skåle og former er at de befinder sig i grænselandet mellem design, brugskunst og egentlige skulpturer, samt at de har naturen skaller som fælles udgangspunkt.

Se flere billeder under Gallerier.

 

Dyresjæle

mod_skaale38Dyresjælene er modelleret i sort eller hvidt stentøjsler. Nogle brændt i raku andre i sort-brændt ler. Hvert dyr er unika.

I mine dyresjæle prøver jeg at indfange dyrets væsen og udtryk (glad, fræk, eftertænksom, genert osv.). Jeg begyndte at lave dyre sjæle, da jeg var højskolelærer. Når eleverne startede på skolen var nogle af dem generte, andre virkede selvsikre eller var på hele tiden. Når jeg lærte eleverne at kende, så jeg alle deres andre sider og de voksede på forskellige vis. De fik mod til at vise både deres stærke og følsomme sider. Den oplevelse prøver jeg at fange i dyresjælene.

Dyresjælene er desuden inspireret af hulemalerier og andre tidlige gengivelser af dyr.

Se flere billeder under Gallerier.

 

Æsker & Figurer

aeske8I mange af mine æsker, vægophæng og flasker, er det mennesket og mennesket som symbol der inspirerer mig. Vægophængene kalder jeg menneske-symboler. Andre inspirationskilder kan være dyr, sten og følelser.

Mine æsker består af to separate former som hænger sammen og som kan samles i et ”favntag”. Mine flasker og vaser er som to former der holder om hinanden.

Til disse keramiske arbejder bruger jeg stentøjsler. Jeg blander tit organiske materialer i leret. De organiske materialer brænder væk i ovnen og efterlader grove sten-lignende overflader.

Se flere billeder under Gallerier.

 

Ræven og Storken

Ræven indbød storken til middag og var i drillehumør. Så den serverede suppe på et fladt fad.
Ræven labbede let suppen i sig, medens storken med sit lange spidse næb ikke fik et næbfuld. Kan du ikke lide maden, spurgte ræven? Storken sagde ikke noget, takkede og bad ræven til middag næste dag.
Mikkel ræv kom til middagen. Der duftede dejligt. Storken havde tilberedt gåselever – rævens livret. Men storken serverede leveren i en høj krukke, hvor den selv med lethed kunne få næbbet og hovedet ned, medens Mikkel ræv måtte nøjes med duften. Ræven sagde farvel og gik sulten hjem og måtte sande, at den, der ler sidst, ler bedst.

raeven_og_storken_01

– Fra udstillingen “Bord til To” på Aarhus Rådhus.